/media/1794/2009.jpg

2009

Den ene kan skrive musiker, tegner, filmarbejder og forfatter på sit CV, mens den anden kan skrive skuespiller, gøgler og cirkusdirektør. Legatmodtagerne i 2009 er Flemming Quist Møller og Søren Østergaard.

Legatbestyrelsen om Flemming Quist Møller, modtager af Polka Verner Legatet 2009:

"Musikken går igennem alt hvad han laver og er en vigtig ingrediens i hans storswingende film. Tænk på den groovy blæksprutte i Bennys Badekar, vulle-vap-crooneren Hugo eller Dansemyggen Dagmar. Eller tænk på hans musikalske hjertebarn; trioen Bazaar, hvor det handler om musik, der ”swinger og pirrer, der udforsker og udfordrer, hele tiden i bevægelse, hele tiden i et samspil, der trækker det bedste ud af alle tre”, som det lettere omskrevet hed i en gammel anmeldelse. Og præcis sådan er det stadig med vores legatmodtager, trods en karriere som musiker og historiefortæller, der snart har varet i 50 år: han både swinger og pirrer og udfordrer stadigvæk. Og heldigvis for det!"

Legatbestyrelsen om Søren Østergaard, modtager af Polka Verner Legatet 2009

"Der er blevet taget mange chancer i hans karriere – ikke mindst i form af vilde satsninger, som eksempelvis at lave sit eget cirkus af flere omgange. Heldigvis ramte han plet med sit skæve Zirkus Nemo (sjovt nok opkaldt efter en sømand, der i den grad gik ned) - og har efterfølgende begejstret gennem flere sæsoner, med sin helt personlige genoplivning af Varietegenren. I 2010 kan han fejre sit 30 års skuespillerjubilæum – og vi glæder os til at se, hvordan det kommer til at spænde af. Og glæder os i det hele taget til at opleve, hvad han næste gang finder på at udfolde sit langlemmede, latterspredende og vidtvoksende talent på."

Se kontaktoplysninger