/media/4948/kort-godt.jpg

Kort & Godt

Om foreningen Skanderborg Festivalklub

Skanderborg Festivalklub er lige så gammel som festivalen selv. Den blev stiftet i 1980 af de fem unge mænd, der tog initiativ til at lave festival i bøgeskoven og uden hvem, den næppe havde eksisteret i dag.

Festivalklubben er en erhvervsdrivende forening, der bl.a. står bag den årlige Smukfest i Skanderborg. Skanderborg Festivalklub er ejet af sine 20.000 medlemmer, der fortrinsvist tæller de mere end 15.000 aktive medhjælpere, der skaber Smukfest. Man skal være medlem af festivalklubben og betale kontingentet på 150 kr. årligt for at kunne være medhjælper, og efterfølgende har man så også stemmeret og er valgbar til bestyrelsen.

Med sine 40 år på bagen er festivalklubben vokset til at være en organisation, der rummer meget mere end Danmarks smukkeste festival. Siden starten i 1980 har Skanderborg Festivalklub været en non-profit forening med en ambition om at skabe overskudsenergi til velgørende arbejde, kulturelle aktiviteter og almennyttige formål. På baggrund af det er bl.a. Smukfonden opstået - en fond, der støtter socialt udsatte med 20% af overskuddet fra Smukfest. Bestyrelsen støtter også lokale kulturelle formål med cirka 200.000 kroner om året, ligesom det er Skanderborg Festivalklub der står bag Polka Verner Legatet, en hæderspris til kulturpersonligheder, samt Walthers Musikcafé, et spillested i Skanderborg, der blev oprettet i 2012. Derudover står Smukfest også bag datterselskaberne Fonden Event Safety (i samarbejde med Muskelsvindfonden) og Smuk Event, der står for henholdsvis eventsikkerhed- og planlægning. Læs meget mere om Skanderborg Festivalklub og de tilhørende aktiviteter her

Se kontaktoplysninger