/media/7157/boegegrafik.png

Milliondonation fra Salling Fondene til nye Bøgescener

Her hvor vi har taget hul på julemåneden, er det en glæde for Smukfest og Skanderborg Festivalklub, at modtage den fantastiske nyhed, at Salling Fondene har valgt at støtte indkøb og byggeri af vores nye Bøgescener med knap 2,6 millioner kr.

2. december 2019

– Vi ku ikke forestille os en bedre måde at starte julemåneden på – og er meget glade for, at Salling Fondene har set til Skanderborg og fællesskabet omkring Smukfest med deres fornemme donation, siger Skanderborg Festivalklubs bestyrelsesformand Poul Martin Bonde og uddyber:

– Vores gamle scener kunne ikke leve op til de krav de store internationale navne stiller i dag – og at Salling Fondene nu har givet os denne kæmpestøtte til byggeriet af de nye Bøgescener, gør at vi til næste års festival, kan præsentere både publikum og optrædende for et par topmoderne og tidssvarende scener, der vil være centrum for Smukfest de næste mange år.

Skanderborg Kommune er den formelle udlejer af Dyrehaven - og byens borgmester, Frands Fischer, er helt på linie med festivalen i sin glæde over den store donation fra Salling Fondene:

– Vi er utroligt glade for, at Salling Fondene har valgt at støtte Smukfest og Skanderborg. Festivalen er en af Danmarks helt store kulturevents, som skaber overskudsenergi både lokalt og nationalt, og som selv har støttet mange gode initiativer og ildsjæle gennem årene, siger borgmester Frands Fischer (S).

Om baggrunden for Salling Fondenes generøse støtte til Danmarks næststørste musikfestival, siger Per Bank, formand i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og adm. direktør i Salling Group:

- I Salling Fondene og Salling Group vil vi gerne støtte op om og bidrage til oplevelser og fællesskaber. Smukfest har en særlig plads hos en stor del af vores kunder. I gennem deres indkøb i føtex, Netto, Bilka og Salling har de medvirket til, at Salling Fondene kan give en markant donation til festivalen, hvilket vi er rigtig glade for. 

Arbejdet med at gøre skoven klar til de nye scener løber over de næste måneder. Efter planen vil de nye scener blive prøve-opstillet i løbet af forsommeren, så de kan være helt klar til at tage imod festivalens helt store navne, når Smukfest 2020 finder sted fra 5.-9. august.

Find mere information omkring arbejdet med de nye bøgescener her.

Nye Bøgescener

Se kontaktoplysninger