I anledning af Skanderborg Festivalklubs årlige generalforsamling er det på sin plads at ridse op, hvad festivalklubben egentlig er for en størrelse. Hvad foregår der på sådan en generalforsamling, og hvad betyder det overhovedet at være en forening?
I er mange, der har været en del af klubben længe og muligvis har helt styr på, hvilken maskine I er en del af. Men hver sæson kommer der mange nye medhjælpere til foreningen og Smukfest, og for en god ordens skyld tager vi lige fortællingen om Skanderborg Festivalklub helt fra start, så alle er med.
Definitionen på en forening er en sammenslutning af personer, organisationer, institutioner, virksomheder eller lignende, hvis formål er at dyrke, fremme eller beskytte fælles interesser. Og det er lige præcis, hvad Skanderborg Festivalklub er og gør.
Festivalklubben er en sammenslutning af mere end 15.000 medhjælpere, der sammen både dyrker og fremmer en fælles interesse i fællesskab, fest, frivillighed, antidagligdag, glæde og kærlighed, som er Skanderborg Festivalklubs kerneværdier. Værdierne er grundlaget for alt og alle, der er involveret i Smukfest.
En forening er typisk kendetegnet ved en vedtægt, der fastlægger foreningens formål, en generalforsamling og en bestyrelse. Bingo, Skanderborg Festivalklub har alle tre. Foreningens formål kan du finde i vedtægterne, som er skrevet ned her. Vedtægterne har ikke ændret sig meget siden det hele startede i 1980. Fortællingen om, hvordan både foreningen og festivalen blev til, kan du finde på smukbogen.dk – en digital historiebog som fortæller om Smukfest fra begyndelsen og frem til i dag.
En generalforsamling er en årlig begivenhed, som afholdes i enhver forening – og naturligvis også i Skanderborg Festivalklub. Generalforsamlingen finder altid sted i januar og typisk på en af festivalens matrikler i Skanderborg. Alle medlemmer af Skanderborg Festivalklub (hvilket alle medhjælpere på Smukfest er) inviteres, og adgangsbilletten er et betalt kontingent, som er en forudsætning for at være medlem af festivalklubben. Den officielle indkaldelse finder du altid på Memba og i din mailboks.
Generalforsamlingen er den øverste myndighed i Skanderborg Festivalklub, og det er derfor en af de vigtigste begivenheder i foreningen. Og hvorfor er det så det? Jo, på generalforsamlingen vælges foreningens bestyrelse ved afstemning. Alle fremmødte har mulighed for at stemme og dermed have indflydelse på, hvem der skal stå i spidsen for udviklingen af Smukfest.
Dagsordenen består derudover af en årsberetning fra festivalklubbens formand. Man ryger en tur tilbage til sommerens festival og får genopfrisket både op- og nedture. I 2019 kunne det for eksempel være en bemærkning om, at det blev et lidt vådt år. Det er et godt gensyn ligesom det er med med gode festivalkolleger, for dem kommer der flere hundrede af på denne aften. Og mellem årsberetning, valg af bestyrelse og præsentation af årets regnskab er der også tid til en sludder og en kold fadøl.
Det er også på generalforsamlingen, at Smukfonden uddeler en pose penge til sociale projekter, som hjælper udsatte og ensomme unge.
Mellem generalforsamlinger ledes Skanderborg Festivalklub en bestyrelse på syv personer, som vælges af festivalklubbens medlemmer på generalforsamlingen. Bestyrelsens arbejde handler først og fremmest om det strategiske og økonomiske ansvar for festivalen, mens driften er uddelegeret til direktionen. Bestyrelsesarbejdet handler altså ikke om at beslutte, hvad den næste nye bar skal hedde, men arbejder på et overordnet strategisk plan i forhold til, hvad retning festivalen skal bevæge sig i.
Alle medlemmer af Skanderborg Festivalklub kan stille op til bestyrelsen. Det kræver blot, at man udfylder et kandidatskriv med en kort beskrivelse af kompetencer, relation til Smukfest, og hvad man kan bidrage med i bestyrelsen. Alt det informeres du om via foreningens nyhedsbrev, WaltherNyt, så du ikke misser chancen.
Et par uger før generalforsamlingen præsenteres kandidater til bestyrelsen på Memba, og årets kandidatskriv kan du finde lige her.
Det blev en lidt længere forklaring, men det gav forhåbentlig et lidt dybere indblik for jer, der manglede det. Ellers kan vi varmt anbefale at dukke op til generalforsamlingen den 20. januar 2020 kl. 19 på Capri, gøre brug af din stemme og få et lille Smukfest fix her i vinteren, hvor vi alle savner duften af barkflis og bøgeblade.