Igen i år uddeler Smukfonden midler til sociale projekter, der hjælper ensomme og udsatte.
På Udsigten sidder Martin Brygmann i selskab med Poul Martin Bonde under en skyet fredagshimmel. De varmer op til uddeling af årets støttemidler fra Smukfonden.
Smukfonden modtager hvert år 20 procent af festivalens overskud til kampen mod ensomhed og udsathed. De første på scenen er Simon og Frans fra Hus Forbi, som Smukfonden har støttet med midler til at genoplive projektet ”Tandfeen – du er smuk, når du smiler”, der hjælper hjemløse med penge til tandbehandling. Frans viser publikum de toenhalv tand, han har tilbage for at understrege vigtigheden af projektet.
De næste på scenen er repræsentanter fra Haverne i Højvangen, som er et fælles haveprojekt, hvor folk i alle aldre dyrker haver sammen, og Back To Life Project, der arbejder med ubegrænset genoptræning uden egenbetaling.
Støtte
Projekterne fik henholdsvis 150.000 og 340.000 kroner. Derudover fik Ventilen, der arbejder med ensomme og udsatte unge, 210.000, og Broen, der støtter udsatte børn og unge gennem kontingenter og idrætsudstyr, 300.000 kroner. Smukfonden har i år samlet uddelt 1,4 millioner til de nævnte projekter og en håndfuld andre. Smukfonden har siden 2014 uddelt seks millioner kroner til projekter, der kæmper mod ensomhed og udsathed.
Som gæst på Smukfest kan man også hjælpe - nemlig ved at drikke en masse øl. Smukfonden modtager en donation fra Royal Unibrew på to kroner per liter fadøl, der sælges på Smukfest. I 2018 røg der 135.000 liter fadøl over bardisken, lad os slå den i år!