Sidste år samlede en flydende fest i de Københavnske kanaler 10.000 kroner sammen til Smukfonden – på lørdag stævner de ud igen.
Hvis vi skal huske 2020 for det gode, så vil det helt klart være, alle de skønne tiltag, som Smukfests deltagere og frivillige diskede op med for at komme festivallængslen til livs.
Hjemmefesterne var det helt store, men der var også smukstemning i hovedstaden. For ildsjælene Morten Lisberg og Christian Petersen allierede sig med Milan Rud Kronborg, der har bådudlejningsfirmaet FriendShips om – bogstaveligt talt – at søsætte et tiltag, der gav festivalhungrende folk en mulighed for at finde lidt musik og fest i en ellers noget tørlagt sommer.
”Sidste år, hvor der ikke var nogen festival, så blev vi enige om, at vi kunne vi tage over i kanalerne, lave noget fest og ballade, spille noget musik, og så kunne vi samle nogle penge ind, hvis der var nogen, der ville høre på os,” forklarer Morten Lisberg.
Det var der, for da sejlturen var slut, havde de samlet 5.000 kr. ind. Det beløb matchede FriendShips, så der kunne sendes en check på ti af de lange til Smukfonden. Der var ingen tvivl om, at det var der, pengene skulle lande, for sejlturen skete på 10-års jubilæet for at Morten og Milan mødte hinanden. Og som så mange andre, er Smukfest mere end ”bare” en festival.
”Smuk ligger så dybt i hjertet. Det fællesskab vi har fundet her. De mennesker man er sammen med. Det er helt specielt, og jeg kommer aldrig til at slippe det.”
På lørdag gør de det igen, så hvis du mangler lidt Smuk og sidder ovre i København, så starter festen kl. 12 hos FriendShips i Trangravsvej 1, og sejlturen fortsætter ad kanalerne frem til kl. 18 med flere forskellige stop, hvor du kan fange båden, ønske et nummer og hvis lysten rammer dig, sende en skærv til Smukfonden.
Der er ti stop, hvor musikken spiller et kvarters tid, så der er god mulighed for at få en snert af Smuk i Kongens Stad.
Se stoppene her:
Første stop: Afsejling fra Friendships kl. 12.00.
Stop 2: Ankomst 12.15
Efter broen ved Christianshavn Metro
Stop 3: Ankomst 12.45
Ved kanaludgangen overfor Den Sorte Diamant
Stop 4: Ankomst 13.15
Islands Brygge
Stop 5: Ankomst 13.45
Ved Kayak Bar
Mellem 14.00 og 15.00 er der Frokost til Kayak bar
Stop 6: Afsejling 15.00
Kayak bar.
Stop 6: Ankomst 15:15
Ved Christiansborg Slot
Stop 7: Ankomst 15.45
Ved Ofelia Plads
Stop 8: Ankomst 16.15
Ved indsejlingen til kanalen ved Trangravsbroen
Stop 9: Ankomst 16:45
Efter broen ved Christianshavn Metro
Stop. 10: Ankomst 17.15
Ved Kayak Bar
Turen slutter ved FriendShips ca. kl. 18.00.
Tiderne er omtrentlige og kan rykke sig ved forsinkelser. Hvis du gerne vil donere, skal det ske på dagen på MobilePay 84480. Pengene sendes i første omgang til FriendShips, som sender dem direkte videre til Smukfonden.