/media/7353/header_boegetrae.png

Coronavirus og Smukfest

Coronavirussen, covid-19, har mildest talt sat Danmark på den anden ende, og det er noget, der påvirker os alle – også festivalklubben. Her en opdatering på, hvordan vi forholder os til situationen i forhold til vores planlagte arrangementer.

24. marts 2020

Smukfest

Vi tager situationen alvorligt, og vi følger naturligvis udviklingen nøje her i Skanderborg. Vi er i løbende og tæt kontakt med de relevante myndigheder på sundhedsområdet.

Vi fortsætter festivalplanlægningen som normalt, og vil de kommende måneder træffe beslutninger på baggrund af myndighedernes anbefalinger og krav. Der er stadig små fem måneder til Smukfest åbner portene, og skulle det stadig til den tid være nødvendigt med ekstraordinære tiltag på grund af covid-19, så handler vi som arrangører derefter.

På nuværende tidspunkt kan vi derfor ikke forudsige omstændighederne for et eventuelt påbud om aflysning og kan derfor ikke, med det vi ved lige nu, sige noget om eventuel refusion af køb hos Smukfest.

Medhjælperfest

Det er ikke længe siden, vi bad jer sætte kryds i kalenderen til årets medhjælperfest lørdag den 16. maj. Meget er sket siden da, men for nu så lad krydset stå. Der er stadig knap to måneder til, og vi håber på at kunne holde fast i festen.

Ingen kan dog spå om situationen i forhold til covid-19, og der er selvfølgelig en risiko for, at vi må sadle om. I så fald skal I nok få besked, så hold jer endelig orienteret her i WaltherNyt og på Facebook – og lad os sammen krydse fingre for, at virussen har mistet sin kraft til den tid, så vi kan holde et brag af en medhjælperfest!

Se kontaktoplysninger