Mange husker 2017 som året, hvor der skete så meget nyt, at man nærmest ikke kunne nå det hele. Med det nye campingområde Skovlunden, premieren på talk-scenen Udsigten, en komplet make-over af det gode gamle Søbad og 1.000 andre nye tiltag, var der lagt op til et sansebombardement, som var ud over det sædvanlige - selv for Bøgeskoven!
Forvirringen var total, da Smukfest kunne melde udsolgt samme dag, som partoutbilletterne blev sat til salg. Det var rekord i dansk festivalhistorie og ærlig talt ikke noget, nogen havde set komme!
Opvarmningsdagene startede søndag d. 6. august, hvor tusindvis af gæster løb ind på Kærligheden og det nye campingområde, Skovlunden. Selvom ingen gik ned på fest, meldte vicepolitiinspektøren ud, at det var den roligste festival, han havde været med til.
Årets vinder af Live Camp blev den talentfulde unge Ericka Jane, mens Total Hip Replacement løb med årets Tak Rock-pris. Hos KarriereKanonen var det Sherpa, Moody og Rest in Beats, der fik konfetti på skuldrene.
Årets hovednavne bød bl.a. på Jamiroquai, Major Lazer, Clean Bandit, Zara Larsson, Alesso og Ellie Goulding. Nik og Jay tog røven på alle og slog publikumsrekord ved Bøgescenerne, hvor det virkede som om samtlige gæster, arrangører, kunstnere og frivillige havde samlet sig til fællessang med de danske popkonger.
Man må aldrig gå ned på skøre idéer - og det gjorde vi bestemt heller ikke i 2017. Det var blandt andet året, hvor festivallens produktionschef, Stig Andersen, fik et mangeårigt ønske indfriet, om at få flyttet en original skulptur af Lenin, der ligger lit de parade, ind på Bøgepladsen ved indgangen til Capriområdet. Det lyder måske bare fjollet - men der ligger en dybere historie bag.
I den lettiske by Jelgava, blev den selvsamme skulptur rejst i 1974. Nogle år efter Berlinmurens fald, i 1994, sad der i Herning en meget visionær erhvervsmand og kunstelsker. Aage Damgaard, manden bag skjortefabrikken Angli og i dag også restaurantkæden A Hereford Beefstouw. Han sendte sine sønner til Baltikum for at hente statuen, som siden da har stået ved A Hereford Beefstouws hovedkontor. I 2017 fik Stig lov til at flytte ham til Skanderborg, og det blev altså året, hvor man kunne gå "Under den Lenin".
Hvis man er en moderne festival i 2017, så har man også en eller anden form for talk-scene. På Smukfest fik vi i 2017 det, der kommer tættest på: Ævle-bævle-scenen Udsigten. Det er den første af af sin slags på Smukfest og har et anderledes program end andre festivalscener, der strækker sig fra podcastere som Anders & Anders, foredrag om sammenhængen mellem tro og rock, til diskussioner om teknologi-afhængighed med Nikolaj Sonne og Thomas Skov. Kom og få et åndeligt løft til låget! Der er god udsigt til indsigt.
En anden stor nyhed i 2017 var det nye campingområde, Skovlunden. Her er bære- og væredygtighed i centrum, både med fri teltslagning og fremtidens festivalboliger. På Skovlunden behøver du ikke at slæbe alt muligt med hjemmefra - du kan meget belejligt leje alt, hvad du lyster af festivaludstyr mod et depositum, som du får tilbage ved returnering. Du kan selvfølgelig også prøve en af de nye boformer - vi har både paphuse, sommeriglooer og de fedeste oldschool tipier!
Campingområdet ligger lige midt i skoven, kun 350 meter fra resten af Bøgepladsen.
Og så var der selvfølgelig Søbadet. Et af de skønneste pusterum på festivalen havde fået så meget kærlighed i år, at man næsten ikke kunne genkende det. Det var blevet intet mindre end et finurlighedsmekka. Ved indgangen til Søbadet fik man leveret et polaroid-kamera i hånden, så alt kunne dokumenteres og fremkaldes på sekundet - og så var det ellers bare at komme ud og opleve. Du kunne besøge Limboland - et slot bygget af affaldstræ, hvor man kunne klæde sig ud og danse limbo hele dagen. Blev du lidt sulten, kunne du besøge gourmetkongerne ved Madverket - eller måske bare vimse hen til Lagkagen, hvor man kunne smide en hjemmebygget lagkage sammen, helt gratis!
Endnu et nyt skud på stammen dette år var Ambassaden: Et samlingssted for alle, der har lyst til at lære festivalen bedre at kende. Her bliver man inviteret ind af folkene bag Smukfest for at dykke ned i bøgeskovens DNA. Det blev også udgangspunktet for uddelingen af støttekroner- og midler fra Smukfonden - hele 274.000 kroner til 10 forskellige projekter, der støtter kampen mod ensomhed og udsathed.
Polka Verner-legatet gik i år til ti kvinder, der alle har sat præg på de danske underholdningsscener, biograflærreder og tv-skærme med personlige og underholdende portrætteringer af virkeligheden. Modtagerne var Lene Maria Christensen, Mette Horn, Ane Høgsberg, Mia Lyhne, Ellie Jokar, Line Knutzon, Kia Liv Fischer, Anne Neye Poulsen, Lærke Winther og Helle Dolleris.
Og som tidligere nævnt, så var det måske den roligste festival nogensinde - i hvert fald set fra myndighedernes side. I 2017 lavede Smukfest en videreudvikling af deres sikkerhedsarbejde i form af et beredskabskontor, hvor politiet havde kontorer lige overfor. Det sikrede et effektivt samarbejde og dermed en gnidningsfri Smukfest 2017: "Det er en af de mest rolige, hvis ikke den roligste Smukfest, jeg kan huske i min tid," sagde vicepolitiinspektør Andreas Bryld Hansen. Der har for eksempel kun været anmeldt 34 tyverier, hvilket næsten er en halvering i forhold til 2016.
... vi introducerede dele-app'en "Skal vi dele?", hvor du kunne bytte ting, du havde i overskud med andre.
... den verdenskendte 3D-maler Alexa Meade besøgte festivalen og malede portrætter på levende smuklinge.
... hvor du kunne bytte dine tomme, triste, tyske øldåser til et dejligt varmt brusebad.
... vi fik besøg af danse- og improteatergrupperne Don Gnu og Kamchatka, som holdte pop-up shows i hele skoven.