20% af overskuddet fra Skanderborg Festivalklub går til Smukfonden, der støtter initiativer og projekter, der afhjælper ensomhed og udsathed – fortrinsvist blandt unge. Mere end 100 forskellige projekter har modtaget økonomisk støtte fra Smukfonden siden starten.
Handicapvenlighed på Smukfest:
Smukfest fokuserer løbende på at forbedre sin sociale inddragelse og gør en særlig indsats for, at festivalen er tilgængelig for kørestolsbrugere. Som den øvrige del af festivalen, kræver tilgængelighedsindsatsen et stort engagement fra alle involverede, samt konstruktiv kritik og feedback fra brugerne. Et samspil Smukfest gerne vil, og som festivalen kun bliver bedre af.
I samarbejde med FødevareBanken sætter Smukfest fokus på madspild. Den velgørende organisation samler overskudsmad ind fra festivalens boder og giver gratis måltider til socialt udsatte landet over.
Arbejdet starter allerede på festivalens første dag, hvor frivillige fra FødevareBanken går rundt til alle madboderne og fortæller om muligheden for at donere mad til FødevareBanken, når festivalen er slut. Det vælger mange at gøre brug af. Der blev indsamlet lidt over 4 tons mad fra Smukfests madboder i 2018. Samarbejdet mellem Smukfest og FødevareBanken har stået på siden 2015, og siden da er tæt på 10 tons mad blevet doneret.
Officielle pantsamlere
Festivaler og andre store sociale arrangementer oplever grupper af asiatiske pantsamlere, der samler pantflasker og dåser. Smukfest har fremadrettet en vision om at inkludere dem og gøre dem til officielle pantsamlere under festivalen.
Integrering af hjemløse, flygtninge og socialt udsatte unge i frivillighedsteam
Smukfest er bevidst om det lokale og nationale fokus på integrering af flygtninge, hjemløse og socialt udsatte. Målet med Smukfests initiativ er, at de socialt udsatte prøver at fungere på en arbejdsplads og er en del af Smukfests fællesskab. Samtidig kan de genfinde troen på sig selv og på de ressourcer, de besidder. Projektet blev startet i 2018. Der var 19 tilmeldte, hvoraf 16 af dem gennemførte forløbet og 15 har efterfølgende fået fast medhjælperjob på helt normale præmisser.
Smukfest samarbejder med Skanderborg Kommune og div. uddannelsesinstitutioner om at skabe mulighed for flexjobs i administrationen, jobprøvningsperioder, praktikpladser, lærepladser og arbejdspladser for pensionister.